Foreningsvedtægter for Kræftens Bekæmpelse, Ballerup Lokalforening (cancer-ballerup.dk)

Dato: 3. december 2018

Medlemmer

Lokalforeningen omfatter de medlemmer af Kræftens Bekæmpelse, der er bosat i Ballerup kommune. 

 

Lokalforeningens opgaver

Lokalforeningens opgaver er:

  • at medvirke ved gennemførelse af Kræftens Bekæmpelses politik i kræftrelaterede spørgsmål.
  • at bidrage til kontakten til og samarbejdet med kommunen i kræftrelaterede spørgsmål
  • at informere om Kræftens Bekæmpelses arbejde og resultaterne deraf med henblik på at fremme kræftsagen.
  • at forestå lokale aktiviteter, herunder indsamlings- oplysnings-, forebyggelses- og patientstøtteaktiviteter inden for de af hovedbestyrelsen fastlagte rammer.
  • at arbejde for tilgang af medlemmer.
  • at varetage medlemmernes og lokalbefolkningens interesser i Kræftens Bekæmpelse.

 

Generalforsamling

Generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indvarsles mindst 14 dage før ved offentliggørelse i et offentligt medie.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes senest 8 dage før generalforsamlingen til lokalforeningsformanden.

Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsen aflægger beretning om årets virksomhed til godkendelse.
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Drøftelse og godkendelse af lokalforeningens aktivitetsplan for den kommende periode.
  5. Valg til bestyrelsen herunder suppleanter.
  6. Valg til revisor herunder eventuelt valg af suppleant.
  7. Indkomne forslag.
  8. Eventuelt

 

Bestyrelse

Lokalforeningen ledes af en bestyrelse på 4-8 medlemmer valgt i direkte valg på generalforsamlingen blandt lokalforeningens egne medlemmer.

Generalforsamlingen kan dispensere fra reglen om bopælspligt.

Bestyrelsen tilstræber, at der ved opstilling af bestyrelseskandidater tages hensyn til, at personer med forskellige kompetencer og baggrund herunder geografiske tilhørsforhold opstilles.

Medlemmer, der ikke inden generalforsamlingen har betalt kontingent, er ikke valgbare og har ikke stemmeret.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Familiemedlemskab giver valgbarhed og stemmeret til lokalforeningens bestyrelse for maksimalt to personer i familien.

Valg gælder for 2 år. Hvert år er ca. halvdelen af bestyrelsen på valg. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand og kasserer, der skal repræsentere forskellige husstande.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.Bestyrelsen er ansvarlig for at fremme og koordinere de frivilligdrevne aktiviteter i kommunen.

Bestyrelsen kan nedsætte et antal lokaludvalg og aktivitetsgrupper, der arbejder selvstændigt under ansvar over for bestyrelsen.

 

Økonomi

Lokalforeningen finansierer inden for Kræftens Bekæmpelses etiske retningslinjer sine aktiviteter ved lokale indsamlinger, donationer, sponsorater og offentlige tilskud.

Indsamlede beløb anvendes altid i respekt for givers ønske eller for det indsamlede formål. Indsamlede beløb fra lokalforeningens deltagelse i landsdækkende indsamlinger, sendes til hovedkontoret.

Lokalforeningen må ikke yde økonomisk støtte til enkeltpersoner, til forskning eller til opgaver, der normalt varetages af det offentlige. Lokalforeningen må ikke ansætte personale. Indgåelse af lejemål kan ske efter aftale med områdekontoret.

Lokalforeningen udarbejder regnskab over samtlige indtægter og udgifter i et kalenderår efter den til enhver tid gældende og af Kræftens Bekæmpelses revision godkendte instruks for udarbejdelse af lokalforeningsregnskaber. Det reviderede regnskab indsendes til Kræftens Bekæmpelses godkendelse inden udgangen af marts.

 

Tegningsret

Lokalforeningen tegnes af formand og kasserer i fællesskab.

Lokalforeningens kasserer er fuldt bemyndiget til at varetagelse af foreningens midler samt fuld adgang til netbank. Formanden er ikke bemyndiget til varetagelse tillokalforeningens midler, og adgang ti netbank er kun “rettighed for vis”.

Formand og kasserer kan ikke være samme person.

 

Vedtægtsændringer og opløsning

Ændring af lokalforeningens vedtægter kan vedtages på enhver generalforsamling, når spørgsmålet er opført på dagsordenen og mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer af lokalforeningen stemmer derfor.

Generalforsamlingen kan træffe beslutning om nedlæggelse af lokalforeningen, når spørgsmålet er opført på dagsordenen. Forslaget skal vedtages med ¾ af de tilstedeværende medlemmer af lokalforeningen. Lokalforeningens eventuelle formue overføres til Kræftens Bekæmpelses landskontor.

 

Vedtaget af lokalforeningens bestyrelse 3. december 2018

Signeret

Jan Michael Milwertz, Formand

Marianne Petersen, Næstformand

Anne Kinsbøl, Kasserer

Henriette Thomsen, Bestyrelsesmedlem

Serhat Kücükkart, Bestyrelsesmedlem

Link til original dokument: Vedtægter_(2018-12-03)